Til Forsiden Forside > Nyheder > Vis nyhed

Overvejer nyt erhvervsmæssigt samarbejde

Af Udviklingskonsulent Sune Hjorth Bach

Efter en invitation fra sine sydlige naboer overvejer Vordingborg Kommune nu et samarbejde med Lolland og Guldborgsund kommuner om udvikling af erhverv, turisme og handel.

Vordingborg Kommune er blevet inviteret til at deltage i et erhvervs- og turismesamarbejde med Lolland og Guldborgsund Kommuner. De to kommuner arbejder med at samle de nuværende erhvervs-, turisme-, og handelsaktiviteter i en ny fælles drifts- og udviklingsorganisation og har i den forbindelse indbudt Vordingborg Kommune til en drøftelse om en mulig indtræden i det kommende samarbejde.

Vordingborg Kommune tager henvendelsen meget seriøst og ser den nye drifts- og udviklingsorganisation som et spændende udviklingstiltag. Da Vordingborg Kommune allerede er med i et erhvervssamarbejde, Sjælland Syd, med Næstved og Faxe Kommuner er der mange væsentlige spørgsmål, der skal afklares, før en endelig stillingtagen kan finde sted.

Vordingborg Kommune deltager i det næste stykke tid i det sydlige samarbejde på det administrative plan, gennem repræsentation i den administrative styregruppe og i det forberedende arbejde i arbejdsgruppen.

Borgmester for Vordingborg Kommune Henrik Holmer lægger vægt på, at der skal være konkrete gevinster ved at indgå i et fælles samarbejde: ”Det er vigtigt, at der er en klar merværdi for Vordingborg Kommune ved at indgå i et sådant samarbejde. Derfor er vi reelt i en afklaringsfase, hvor vi skal se på såvel fordele som ulemper ved at gå ind i et konkret samarbejde med vores sydlige naboer. Det er for tidligt at konkludere noget, før vi har et overblik over mulighederne.”

Det er planen, at der skal træffes endelig beslutning om Vordingborg Kommunes deltagelse i september måned.


08-07-2010 16:32

Sidst redigeret 16-04-2009 Forslag til forbedring af siden
Kontakt
Vordingborg Kommune
Vordingborg Kommune
Valdemarsgade 43
Postboks 200
4760 Vordingborg
Tlf. 55 36 36 36
post@vordingborg.dk

Flere kontaktoplysninger